Genindførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer letvægtstermopapir med oprindelse i  Republiken Korea for så vidt angår Hansol-gruppen og om ændring af resttolden.

Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/244 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af biodiesel og ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/245 om godtagelse af tilsagn, der er afgivet efter indførelsen af en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina.

Accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent i forbindelse med de endelige antidumpingforanstaltninger, der blev indført på importen af elektriske cykler med oprindelse i Folkerepublikken Kina, og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/73.

En skattepligtig havde indkomst fra arbejde på et skib under Y2-landsk flag, som indfangede fiskearten krill ud for Y6-kontient, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill.

Retten fandt, at Danmark havde beskatningsretten til indkomsten, både fordi skibet ikke sejlede i international trafik, og fordi skibet var et fiskefartøj. 

Retten bemærkede i øvrigt og med henvisning til en forklaring afgivet under en anden retssag vedrørende samme skib (SKM2018.437.VLR, jf. SKM2017.499.BR), at skibet ikke kunne anses for et testskib.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2021/607 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af citronsyre med oprindelse i Kina udvidet til også af omfatte importen af citronsyre afsendt fra Malaysia, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej, efter en udløbsundersøgelse.

Sagen angik, i hvilket omfang A, der var eneanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af hævninger på en mellemregningskonto mellem ham og selskabet i indkomståret 2013, som han løbende havde tilbagebetalt.

A gjorde gældende, at hævningerne var sket som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition og derfor ikke skulle beskattes - i hvert fald ikke, når der efter tilbagebetaling af hævede beløb, der allerede var beskattet, blev foretaget nye hævninger.

Efter ligningslovens § 16 E, stk. 1, 1. pkt., behandles lån, som f.eks. et anpartsselskab yder til en fysisk person med bestemmende indflydelse over selskabet, efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt. Det indebærer, at sådanne hævninger typisk skal beskattes som udbytte eller løn hos modtageren.

Højesteret fandt, at der var hjemmel i ligningslovens § 16 E, stk. 1, 1. pkt., til at beskatte A af hævningerne på mellemregningskontoen. Højesteret henviste herved til rettens dom af 30. august 2022 i en tilsvarende sag.

Landsretten var nået til samme resultat.

Vejledningen indeholder

1) Indledning

2) Del 1 i vejledningen henvender sig til abonnenter (myndigheder og andre som bruger oplysninger fra eIndkomst)

3) Del 2 i vejledningen henvender sig til databehandlere (IT-leverandører)

Skatterådet har truffet afgørelse om, at en virksomhed efter 3 års ufrivillig driftsstop på grund af en udefrakommende fysisk hændelse ikke var berettiget til fortsat udnyttelse af bundfradrag i CO₂-afgift i henhold til CO2-afgiftslovens § 9 c.

A, der var skattemæssigt hjemmehørende i Sverige, ejede aktierne i det danske selskab H1. A ønskede nu at overdrage aktierne i H1 til et nyt svensk selskab, AB. Overdragelsen skulle ske for ca. 1,5-1,8 mio. SEK, svarende til det beløb, som A, i henhold til svenske regler, kunne tage ud fra selskabet til en lavere skat i Sverige. Beløbet var lavere end aktiernes handelsværdi, men det var efter svenske regler muligt at gennemføre overdragelsen herfor, uden at denne udløste beskatning af parterne. I forbindelse med overdragelsen blev A vederlagt med en fordring mod AB. Umiddelbart herefter skulle H1 udlodde udbytte til AB, der skulle anvende ca. 1,5-1,8 mio. SEK til at indfri A’s tilgodehavende. Skatterådet bekræftede, at A ikke skulle beskattes i forbindelse med overdragelsen af aktierne i selskabet, isoleret set. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbyttet fra H1 var skattefrit for AB. Det var Skatterådets opfattelse, at AB ikke skulle anses som beneficial owner af den del af udbyttet, som var forudbestemt til at blive anvendt til at indfri A’s tilgodehavende på AB.

I 2009 og 2010 var der samlet blevet hævet 323.729 kr. fra et selskabs konto, som appellanten var tidligere direktør og eneanpartshaver i, og spørgsmålet var, om beløbene var tilgået appellanten.

Landsretten tiltrådte, at det under de særlige omstændigheder, der fremkom for byretten, påhvilede appellanten at godtgøre, at beløbene ikke var tilgået ham personligt, men derimod var medgået driften af selskabet, hvilket landsretten ikke fandt godtgjort. Den forklaring, der var fremkommet fra appellantens bror og en række fremlagte fakturaer kunne under hensyn til familierelationen ikke føre til en ændret vurdering.

Landsretten bemærkede herunder, at appellanten havde afgivet forskellige forklaringer om de i sagen fremlagte fakturaer, da det både var forklaret, at de var fundet i en kasse i en ejendom, og at de var bortkommet i forbindelse med en brand, men efterfølgende blev fremskaffet i kopi.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Sagen vedrørte et bindende svar om, hvorvidt spørger kunne anses som en afgiftspligtig person omfattet af momslovens § 3, stk. 1, i sin egenskab af leverandør af retsmedicinske ydelser mod vederlag. Landsskatteretten bemærkede, at for at være omfattet af fritagelsen i momssystemdirektivets artikel 13, stk. 1, 1. afsnit, skulle to kumulative betingelser være opfyldt. Der skulle for det første være tale om et offentligretligt organs udøvelse af virksomhed, og for det andet skulle udøvelsen ske i egenskab af offentlig myndighed. Retten bemærkede videre, at universitetet var en statsfinansieret selvejende institution, der havde til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder. Ministeren kunne fastsætte nærmere regler for universiteter eller dele heraf, der varetog særlige opgaver, eller hvor særlige forhold tilsagde det. Denne bemyndigelse var udnyttet ved udstedelsen af den dagældende bekendtgørelse nr. 1764 af 25. september 2009 om retsmedicinske institutter ved A Universitet, X Universitet og B Universitet. De tre universiteter drev hver et retsmedicinsk institut under universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet, og institutterne fulgte de regler, som gjaldt for universitetet, medmindre andet var fastsat i bekendtgørelsen. Et retsmedicinsk institut havde til opgave inden for det retsmedicinske område at give undervisning, at drive forskning og at udføre de for retsvæsenet mv. særlige opgaver, som var henlagt til instituttet, jf. § 2, stk. 1. Universitetet skulle sikre, at det retsmedicinske institut til enhver tid var i stand til at udføre de særlige opgaver for retsvæsenet mv. på et niveau, så den faglige kompetence ikke blev draget i tvivl, jf. § 2, stk. 2. Universitetet havde sammen med de øvrige universiteter indgået en samarbejds- og en økonomiaftale med Rigspolitiet vedrørende levering af retsmedicinske ydelser. Henset hertil fandt retten, at universitetet var et offentligretligt organ, og at den udøvede virksomhed med leveringen af retsmedicinske ydelser skete i egenskab af offentlig myndighed. Universitetet var dermed ikke en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 1. For så vidt angår det andet spørgsmål, om universitetet var en afgiftspligtig person som følge af, at de retsmedicinske ydelser blev leveret i konkurrence med andre erhvervsvirksomheder, bemærkede retten bl.a., at henset til, at universitetet var et offentligretligt organ, og at den udøvede virksomhed med levering af retsmedicinske ydelser skete i egenskab af offentlig myndighed, blev denne virksomhed ikke udøvet på samme retlige vilkår som andre private erhvervsdrivende. En fritagelse for afgiftspligten ville dermed ikke kunne medføre en konkurrencefordrejning af en vis betydning, da ydelserne ikke blev leveret i konkurrence med andre private erhvervsdrivende. Retten bemærkede tillige, at samarbejds- og økonomiaftalerne mellem universitetet, de øvrige universiteter og Rigspolitiet måtte anses for en underliggende udfyldning og regulering af den opgave, som var henlagt til universiteterne. Uanset opsigelsesklausulen i samarbejdsaftalen mellem universitetet, de øvrige universiteter og Rigspolitiet fandt retten, at det ikke var godtgjort, at fritagelsen for afgiftspligten ville kunne medføre en reel konkurrencefordrejning af en vis betydning. Landsskatteretten stadfæstede dermed Skatterådets besvarelse af de stillede spørgsmål.

I et bindende svar kunne Skatterådet ikke bekræfte, dels at et selskab var rette indkomstmodtager af et vederlag for udlejning af en medarbejder til et norsk selskab, dels at selskabets vederlag for udlejning af medarbejderen til et dansk selskab skulle pålægges moms. Hvad angik spørgsmålet om rette indkomstmodtager, fandt Landsskatteretten, at vederlaget for udlejningen af medarbejderen til det norske selskab efter en samlet vurdering var lønindkomst for medarbejderen, hvorfor medarbejderen var rette indkomstmodtager. Hvad angik momsspørgsmålet, om vederlaget for udlejningen af medarbejderen til det danske selskab skulle pålægges moms, fandt Landsskatteretten ligeledes efter en samlet vurdering, at det var lønindkomst for medarbejderen, hvorfor vederlaget ikke var betaling for en afgiftspligtig ydelse fra selskabet i dettes egenskab af en afgiftspligtig person. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar (SKM2021.451.SR).

Denne vejledning er til virksomheder med almindelige varebiler med registrering godstransport erhverv.

Vejledningen gælder ikke for mandskabsvogne eller specialindrettede varebiler, hvor varerummet fx er indrettet med fastspændte reoler, værktøj eller anden materiale.

I vejledningen kan du læse, hvad der er erhvervsmæssig og privat kørsel, samt hvilke muligheder du har, hvis du ønsker at bruge din varebil til privat kørsel.

Du kan også læse, hvad konsekvenserne kan være, hvis du ikke overholder reglerne.

Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med spørgers opfattelse, at et amerikanske selskab af typen Limited Liability Company (LLC), efter danske skatteregler kunne kvalificeres som værende skattemæssigt transparent.

Det var Skatterådets opfattelse, at sagen skulle løses i overensstemmelse med den forliggende praksis.

Til alle, som indberetter pensionsafgift via webservice. 

Skattestyrelsens certifikat udskiftes onsdag den 29. marts 2023 kl. 12.00 og fra samme tidspunkt udløber de tidligere certifikater. 

Certifikatet anvendes ved indberetning via SKATs webservice til PAF/PBL.

Spørger ønskede at få bekræftet, om et firmagavekort der indeholdt et personligt gavesortiment på max 20 produkter, der på forhånd var udvalgt blandt mere end 20.000 produkter, som spørger påtænkte at udlevere til spørgers medarbejdere, ville være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder i ligningslovens § 16, stk. 3. Værdien ville ikke overstige den gældende beløbsgrænse på 1.200 kr. i 2022, (1.300 kr. i 2023) i ligningslovens § 16, stk. 3. 

For at være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder i ligningslovens § 16, stk. 3, skulle gavekortet kunne anses for en tingsgave. Dette ville være tilfældet, hvis gavekortet ikke kunne ombyttes til kontanter, og det havde en tilstrækkelig begrænset anvendelsesmulighed. I modsat fald ville gavekortet skulle sidestilles med kontanter, og ville derfor ikke være omfattet af bagatelgrænsen.

Da spørger havde oplyst, at gavekortet ikke kunne ombyttes til kontanter, var denne betingelse opfyldt.

Betingelsen om at gavekortet skulle have en tilstrækkelig begrænset anvendelsesmulighed, måtte også anses for opfyldt.

Spørgers medarbejdere ville få mulighed for at vælge mellem 20 produkter. Dette var efter praksis en tilstrækkelig begrænsning til, at et gavekort kunne anses som en tingsgave. Det forhold at spørgers medarbejdere indtastede generelle oplysninger om dem selv og herefter fik præsenteret 20 konkrete gaver at vælge imellem kunne ikke sidestilles med, at medarbejderne dermed havde kunnet vælge mellem mere end 20.000 produkter. De generelle oplysninger, som medarbejderne indtastede, dikterede således ikke en bestemt afgrænsning af selve produkterne. Udvælgelsen af produkter, ud fra det samlede sortiment på mere end 20.000, skete dermed ikke på en måde, så medarbejderen bevidst kunne lave en mere konkret afgrænsning af de endelige 20 valgmuligheder. Medarbejderne kunne endvidere ikke fortryde eller ændre de oplysninger, de måtte have indtastet. 

Skatterådet fandt således at betingelserne, for at anse gavekortet for en tingsgave, var opfyldte, og at firmagavekortet dermed var omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder i ligningslovens § 16, stk. 3, da værdien ifølge det oplyste ikke ville overstige den gældende beløbsgrænse på 1.200 kr. i 2022 (1.300 kr. i 2023).

Befordringsfradrag når du rejser til og fra Bornholm ifm. arbejde

Befordringsfradrag når du rejser til og fra Bornholm ifm. arbejde

Sagen angik, om appellanten efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, havde krav på ekstraordinær genoptagelse af en ejendomsvurdering pr. 1. oktober 2011 af hendes ejerlejlighed. Spørgsmålet var for det første, om det beroede på en fejl, at ejendommen var registreret som beliggende i tæt-lav bebyggelse, sådan at byggeretsværdiprincippet var blevet anvendt ved ejendomsvurderingen. For det andet var det et spørgsmål, om fastsættelse af antallet af byggeretter kan henregnes til den fejltype, der kan begrunde genoptagelse. 

Højesteret bemærkede, at appellantens ejerlejlighed lå i en ejendom, der i skattemyndighedernes vurderingsregister (GRUS) var registreret som plantype B, der står for "Boligområde med tæt-lavt byggeri i byzone", hvilket var i overensstemmelse med den dagældende lokalplan for området, hvorefter området var udlagt til "boligformål, tæt-lav bebyggelse". Herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten havde anført, tiltrådte Højesteret, at det ikke var godtgjort, at ejendomsvurderingen - herunder anvendelsen af byggeretsværdiprincippet - beroede på fejlagtige oplysninger om ejendommen.

Højesteret fandt desuden, at de påståede fejl i de elementer, der indgår i beregningen efter byggeretsværdiprincippet, ikke faldt ind under udtrykket "lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold" vedrørende ejendommen. Appellantens anbringende om, at antallet af byggeretter var forkert, havde i stedet karakter af en retlig indsigelse over for den måde, som skattemyndighederne havde foretaget vurderingen på.

På den baggrund tiltrådte Højesteret, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, ikke var opfyldt. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.