A ejede 88 % af anpartskapitalen i Holdingselskabet ApS, mens de resterende 12 procent blev ejet af hendes tre børn. I forbindelse med A’s skilsmisse fra B var det aftalt, at B skulle modtage et boslodskrav på 50 % af værdien af A’s anparter. Der blev planlagt en række transaktioner, så B’s boslodskrav kunne erlægges med kapitalandele i et nystiftet selskab i stedet for i kontante midler. Der blev derfor spurgt til, om henholdsvis en planlagt skattefri anpartsombytning og en planlagt udbytteudlodning samt to skattefrie ophørsspaltninger kunne gennemføres uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen og uden at være i strid med ligningslovens § 3. Dette blev bekræftet af Skatterådet i overensstemmelse med Spørgers ønske. Herudover blev der spurgt til, om de anparter, som B overtog fra A som led i aftalen om bodelingen, kunne overtages med succession, hvilket Skatterådet bekræftede.

Under spørgsmål ét ønskede spørger bekræftet, at fusionsdatoen for den påtænkte fusion mellem D1 og D2 er 1. januar 20gg. Skatterådet bekræftede datoen med henvisning til fusionsskattelovens § 5, stk. 1, 2. pkt.

Under spørgsmål to ønskede spørger afklaret, om værdierne af selskaberne D3, D4 og D5 kan indgå i fusionsbalancen. Med henvisning til praksis fra Skatterådet blev det bekræftet, at værdien kunne anvendes, idet den ikke medførte utilsigtede skattemæssige fordele.

Sagen angik, om Landsskatterettens afgørelser var ugyldige på grund en formalitetsmangel ved Landsskatterettens behandling, navnlig fordi der ikke blev afholdt et retsmøde i Landsskatteretten. Derudover angik sagen, om sagsøgerne var berettiget til fradrag for udgifter til salgsprovision til tour-guides på i alt ca. 7,9 mio. kr., som overvejende var betalt kontant. For et af selskaberne angik sagen endvidere, om selskabet var berettiget til fradrag for udgifter til rejser, annoncer og reklamer. 

Retten fandt, at selskaberne ikke havde dokumenteret, at der blev anmodet om et retsmøde. Det forhold, at der ikke blev afholdt et retsmøde var derfor ikke en sagsbehandlingsfejl. Derefter og i øvrigt af de af ministeriet anførte grunde, fandt retten, at Landsskatterettens afgørelser ikke var ugyldige. 

Retten fandt endvidere, at betalingen af ca. 4,7 mio. kr. til turistguiderne udgjorde tjenesteydelser, der direkte var omfattet af ordlyden af ligningslovens § 8 Y, hvorefter fradrag var betinget af, at betalingen skete via et pengeinstitut. Retten tiltrådte derfor, at skattemyndighederne ikke havde godkendt fradrag for de beløb, der oversteg beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y. 

Angående de resterende beløb lagde retten vægt på, at det ikke var muligt at kontrollere, om personerne reelt havde fået pengene og følge transaktionsporet efter bogføringslovens § 9. Efter en samlet bedømmelse tiltrådte retten, at selskaberne ikke havde dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der var tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 

For så vidt angår udgifter til rejser fandt retten, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at de afholdte beløb havde en så tilstrækkelig og direkte sammenhæng med selskabets indtægtsgivende aktiviteter, at der kunne godkendes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a eller ligningslovens § 8, stk. 4. Angående udgifter til annoncer og reklamer tiltrådte retten, at selskabet ikke var berettiget til fradrag. Retten henviste til, at bilagsteksten indikerede, at udgifterne vedrørte et andet indkomstår. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for kontante køb af fremmedvaluta på i alt ca. 10 mio. kr. Efter arten og omfanget af sagsøgerens virksomhed med valutahandel, der omfattede et meget stort dagligt antal lejlighedskunder, var kravene til at løfte bevisbyrden strenge. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden. Retten lagde vægt på, at valutavekslingsvirksomheden ikke havde fremlagt ekstern dokumentation, f.eks. identifikationsoplysninger, for de påberåbte udgifter til valutakøb. Sagsøgeren havde dermed ikke iagttaget bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der gør det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en branchemæssig kutyme på området. 

Styresignalet præciserer, at hævninger i virksomheden i perioden fra indkomstårets begyndelse og frem til stiftelsestidspunktet af selskabet, i en skattefri virksomhedsomdannelse, anses for hævninger, der er foretaget i selskabet. Hævningerne beskattes som udbytte eller løn fra selskabet efter de almindelige regler.

Hævninger i perioden frem til stiftelsen er ikke omfattet af reglerne om beskatning af aktionærlån i ligningslovens § 16 E, jf. SKM2021.666.LSR. Det ændrer dog ikke på, at hævningerne i den periode vil blive beskattet som udbytte eller løn fra selskabet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørger ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, om ledelsens sæde, som følge af den kommercielle direktørs arbejde fra Danmark, da den daglige ledelse i spørger ikke alene blev varetaget af direktøren, men blev udøvet i fællesskab med de øvrige ledelsesmedlemmer i udlandet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at der som følge af den kommercielle direktørs arbejde fra Danmark ikke opstod et fast driftssted i Danmark, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

BidCo var et dansk selskab, der var direkte ejet af LuxCo 2. LuxCo 2 var ejet af LuxCo 1, som igen var ejet af Fonden. Fonden, LuxCo 1 og LuxCo 2 var alle beliggende i Luxembourg.

Fonden havde gennem LuxCo 1, LuxCo 2 og BidCo købt en ejendom i Danmark gennem det danske selskab PropCo. BidCo betalte udbytter og renter til LuxCo 2 i Luxembourg. Renter påløb som følge af aktionærlån/rentebærende lån i BidCo til finansiering af købet af ejendommen.

BidCo ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at hverken LuxCo 2, LuxCo 1, Fonden eller nogen af investorerne i Fonden skulle anses for begrænset skattepligtige til Danmark af modtaget udbytte fra BidCo efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c). BidCo ønskede under spørgsmål 2 også at få bekræftet, at hverken LuxCo 2, LuxCo 1, Fonden eller nogen af investorerne i Fonden skulle anses for begrænset skattepligtige til Danmark i relation til renter på aktionærlån mellem BidCo og LuxCo 2 eller ved tilskrivning af renter på sådanne aktionærlån i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d).

En koncern ønsker at foretage en udlodning fra en dansk filial, der er ejet af et selskab, der er hjemmehørende i en stat udenfor EU og uden dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Udbytteudlodningen skal strømme op gennem strukturen og ende hos koncernens ultimative moderselskab, der er hjemmehørende i X-land.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udlodningen kan ske uden dansk beskatning, idet den umiddelbare ejer hverken kan støtte ret på moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Endvidere kunne Skatterådet ikke tiltræde, at selskabsskattelovens § 2 C er i strid med EØS-aftalens artikel 31 om etableringsfrihed.

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede ejendom pr. 1. oktober 2019 var en kirke og dermed var undtaget fra vurdering efter den dagældende vurderingslovs § 7, stk. 1, nr. 1.

Der var i sagen enighed om, at sagsøgeren var et anerkendt trossamfund. Det afgørende var herefter, om den væsentligste del af ejendommen anvendtes til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Sagsøger havde gjort gældende, at ejendommen i det væsentligste blev anvendt til kirkelige handlinger, herunder gudstjenester, bibelundervisning, bedemøder, studiegrupper, sjælesorgssamtaler, lovsangsmøder, musik- og korøvelser mv. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at de mediemæssige aktiviteter på ejendommen var en del af missionsarbejdet. Endelig havde sagsøgeren gjort gældende, at ejendommen ud fra en lighedsbetragtning skulle undtages fra vurdering.

Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at ejendommen pr. 1. oktober 2019 var en kirke i vurderingslovens forstand. Retten fandt desuden, at det af sagsøgeren anførte om, at ejendommen skulle undtages fra vurdering ud fra en lighedsbetragtning, ikke kunne føre til et andet resultat.
Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik værdiansættelsen af en gave i form af B-anparter i et selskab, herunder værdiansættelsen af en forlods udbytteret, som tilkom klageren som ejer af samtlige A-anparter i selskabet. Landsskatteretten hjemviste denne del af sagen til Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen foretog en fornyet beregning af gaveafgiften, hvori indgik, at der forud for gaveoverdragelsen blev gennemført en kontant kapitalforhøjelse i selskabet på 75.000 kr.

Sagen angik desuden, om Skattestyrelsens ændring af værdiansættelsen af gaven var ugyldig som følge af overskridelse af fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2. Spørgsmålet var således, om 6-månedersfristen skulle regnes fra den 30. august 2018 eller den 5. april 2019. Besvarelsen heraf beroede på, hvornår gaveanmeldelsen under de foreliggende omstændigheder måtte anses for at være modtaget af Skattestyrelsen. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at Skattestyrelsens visiteringsenhed den 30. august 2018 modtog en mail via krypteringsprogrammet Mimecast med emnet "Secure Messaging Notification". Mailen indeholdt ingen oplysninger om gaveanmeldelsen, men alene en besked om, at der var blevet sendt en sikker meddelelse. Indholdet af meddelelsen kunne tilgås ved først at trykke på et link og derefter indtaste en adgangskode, som ville blive fremsendt i en separat mail. Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke modtog en gaveanmeldelse den 30. august 2018. Landsskatteretten anførte herved, at en gaveanmeldelse bl.a. var fremsendelse af det skema, som gaveanmelder i henhold til § 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 928 af 4. oktober 2005 om boafgifter og gaveafgift mv. var forpligtet til at anvende. Klagerens repræsentant havde ikke fremsendt et sådant skema eller andre dokumenter vedrørende en gaveanmeldelse til Skattestyrelsen den 30. august 2018. Klagerens repræsentant havde den 30. august 2018 således alene fremsendt en notifikationsmail til Skattestyrelsen med en generisk besked om, at der var blevet sendt en sikker meddelelse fra repræsentanten, samt en opfordring til at trykke på et link, der ville gøre det muligt at tilgå den sikre meddelelse. Hvis det var første gang, at Skattestyrelsen havde modtaget en sikker meddelelse fra repræsentanten, ville Skattestyrelsen - efter at have trykket på linket - få tilsendt en adgangskode, som Skattestyrelsen herefter skulle indtaste for at få adgang til den sikre meddelelse. Landsskatteretten fandt, at fremsendelse af en sådan notifikationsmail, hvor selve gaveanmeldelsen, herunder det krævede skema, ikke blev fremsendt, ikke kunne anses for fremsendelse af en gaveanmeldelse, og at det ved sagens afgørelse derfor skulle lægges til grund, at Skattestyrelsen ikke modtog gaveanmeldelsen den 30. august 2018. Dette ændredes ikke af, at klagerens repræsentant den 30. august 2018 modtog en bekræftelse fra Skattestyrelsen af, at Skattestyrelsen havde modtaget repræsentantens henvendelse af 30. august 2018. Bekræftelsen fra Skattestyrelsen var således alene en bekræftelse af, at Skattestyrelsen havde modtaget repræsentantens henvendelse, der ikke kunne anses for fremsendelse af en gaveanmeldelse. Henset til indholdet af repræsentantens notifikationsmail af 30. august 2018 til Skattestyrelsen fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen ikke tilsidesatte sin vejledningspligt ved ikke at foretage sig videre i anledning af modtagelsen af notifikationsmailen. Notifikationsmailen indeholdt - udover at den angav at være sendt fra en navngiven medarbejder hos repræsentanten - ingen oplysninger om, hvad henvendelsen angik. I notifikationsmailens emnefelt var således blot angivet "Secure Messaging Notification", og der var i øvrigt ingen oplysninger i notifikationsmailen om, hvad henvendelsen drejede sig om, for eksempel ved angivelse af, at den vedrørte en gaveanmeldelse. Under disse omstændigheder påhvilede der ikke Skattestyrelsen en vejledningspligt over for repræsentanten. Fristen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, løb derfor fra den 5. april 2019, hvor klagerens repræsentant fremsendte gaveanmeldelsen til Skattestyrelsen. Herefter, og da den påklagede afgørelse om ændring af værdiansættelsen var dateret den 30. september 2019, fandt Landsskatteretten, at afgørelsen var truffet rettidigt, jf. boafgiftslovens § 27, stk. 2 (dissens).

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde anset et selskabs levering af hårtransplantationer for at være momsfritagne leverancer efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Indledningsvis bemærkede Landsskatteretten, at bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, skulle fortolkes i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra b og c, og at det fulgte af EU-domstolens faste retspraksis vedrørende momsfritagelsesbestemmelserne, at disse bestemmelser skulle fortolkes restriktivt. Det påhvilede derfor selskabet at godtgøre, at der var tale om leverancer, der var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, herunder at alle betingelser for momsfritagelse efter bestemmelsen var opfyldt. Det påhvilede således selskabet at godtgøre, at betingelserne konkret var opfyldt for hver enkelt leverance, og retten henviste herved også til SKM2006.62.LSR. Af EU-domstolens retspraksis vedrørende momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra b og c, fulgte samtidig, at en af betingelserne for, at en leverance kunne være omfattet af disse fritagelsesbestemmelser, var, at der skulle være tale om en behandling med et terapeutisk formål, og der således skulle være tale om en leverance for at diagnosticere, behandle og så vidt muligt helbrede sygdom eller anomali, og at rent kosmetisk betingede behandlinger ikke var omfattet af bestemmelserne i momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra b og c, jf. præmis 25 og 29 i sag C-91/12 (PFC Clinic AB). Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke på det foreliggende grundlag havde godtgjort, at de leverede hårtransplantationsbehandlinger opfyldte betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, idet selskabet ikke på tilstrækkelig vis konkret havde godtgjort, at de leverede hårtransplantationsbehandlinger havde til formål at diagnosticere, behandle og så vidt muligt helbrede sygdomme eller anomalier. Retten lagde bl.a. vægt på, at selskabet ikke ved de fremlagte patientjournaler eller i øvrigt havde tilstrækkeligt dokumenteret en kvalificeret psykisk belastning for hver enkelt patient, og at selskabet dermed ikke havde godtgjort, at den enkelte hårtransplantationsbehandling konkret havde haft et egentligt terapeutisk formål, herunder også i lyset af udgangspunktet om at hårtransplantationsbehandlinger i sig selv havde karakter af kosmetiske behandlinger. Landsskatteretten fandt endvidere, at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå en fast administrativ praksis om momsfritagelse for hårtransplantationsbehandlinger ved bl.a. de af selskabet påberåbte afgørelser fra Momsnævnet. Endvidere ville en sådan administrativ praksis om momsfritagelse for hårtransplantationsbehandling i givet fald klart ikke være i overensstemmelse med det overordnede retsgrundlag i form af momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra b og c, og EU-domstolens retspraksis. Selskabet ville derfor heller ikke kunne støtte ret på en sådan administrativ praksis, jf. også SKM2023.146.HR. Da der samtidig ikke var grundlag for at anse den påklagede afgørelse for behæftet med en formel mangel i form af manglende opfyldelse af officialmaksimen, stadfæstede Landsskatteretten herefter Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Spørger ønskede afklaret, om det kunne udlodde udbytte til sit moderselskab i X-land uden, at moderselskabet i X-land blev begrænset skattepligtigt af udbyttet. Der var tale om både gennemførte og påtænkte udbytteudlodninger. De udbytter, som Spørger udloddede, var videreudlodninger af udbytter modtaget fra to datter-/koncernselskaber i X-land. Udbytteudlodningerne var ikke beløbsmæssigt specificeret, men koncernstrukturen og moderselskabets anvendelse af det modtagne udbytte til investeringer og långivning var beskrevet. Skattestyrelsen forudsatte, at moderselskabet i X-land var omfattet af moder-datterselskabsdirektivet.

Spørger ønskede en generel fritagelse, så der kunne udloddes udbytte uden begrænset skattepligt for moderselskabet. Der var efter Skattestyrelsens opfattelse ikke hjemmel til en generel fritagelse.

Henset til koncernstrukturen, moderselskabets anvendelse af udbytteudlodningerne til investeringer og til, at moderselskabet eller den ultimative ejer efter det oplyste ikke opnåede en skattemæssig fordel, indstillede Skattestyrelsen, at moderselskabet med stor sandsynlighed ville blive anset for retmæssig ejer af udbyttet fra Spørger og dermed ikke ville være begrænset skattepligtigt, men at der altid skulle foretages en konkret vurdering af hver enkelt udlodning.

Sagen angik, om selskabet havde ret til at fradrage købsmoms efter momslovens § 37 vedrørende køb af diverse rådgivningsydelser leveret forud for stiftelsen af selskabet og selskabets køb af aktierne i et datterselskab. Selskabet blev stiftet den 17. maj 2017 med henblik på at erhverve aktierne i datterselskabet. Udover at besidde aktierne i datterselskabet var det oplyst, at selskabet havde til hensigt at levere momspligtige managementydelser til datterselskabet. Til støtte for fradragsretten havde selskabet fremlagt fire fakturaer. Hvad angik tre fakturaer udstedt i perioden 16. maj 2017 til 28. august 2017 vedrørende levering af rådgivningsydelser i perioden januar 2017 til juni 2017, fandt Landsskatteretten, at de omhandlede rådgivningsydelser var købt af eller på vegne af investorerne og leveret til disse i deres interesse, og at rådgivningsydelserne blev anvendt af investorerne/aktionærerne som en del af deres beslutningsgrundlag om et potentielt køb af koncernen, herunder også beslutningen om stiftelse af selskabet. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at selskabet ikke havde ret til fradrag for købsmoms anført på de tre fakturaer. De forhold, at beslutningen om selskabets køb af aktierne i datterselskabet formelt blev truffet af selskabet, og at fakturaerne blev udstedt til og betalt af selskabet, kunne ikke føre til et andet resultat. Der var ikke fremlagt dokumentation for, at investorerne på leveringstidspunktet for rådgivningsydelserne havde til hensigt at levere momspligtige ydelser til selskabet, og selskabet var på leveringstidspunktet heller ikke en afgiftspligtig person, der kunne handle i egenskab heraf, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. momslovens § 4, stk. 1. Hvad angik faktura af 28. august 2017 udstedt af managementselskabet til selskabet, fandt Landsskatteretten, at der var tale om en viderefakturering af udgifter afholdt af managementselskabet, og at der ikke var sket levering af momspligtige ydelser, jf. momslovens § 4, stk. 1, hvormed fakturaen med urette var pålagt moms. Da momsen ikke var opkrævet i henhold til momslovens regler, jf. momslovens § 37, stk. 1, fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde ret til fradrag for købsmoms. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Gældsstyrelsen havde meddelt afslag på aktindsigt i fakturaer mv. fra Kammeradvokaten. Gældsstyrelsen havde anført, at spørgsmålet om aktindsigt i fakturaer, herunder arbejdsbeskrivelser og timesagsopgørelser, skulle behandles efter offentlighedslovens § 27, nr. 4, og henviste til, at bistanden fra Kammeradvokaten havde haft til hensigt at afklare, om Gældsstyrelsen kunne indlevere en konkursbegæring, samt om Kammeradvokaten eventuelt tillige efterfølgende skulle forestå udarbejdelsen af konkursbegæringen og repræsentere Gældsstyrelsen på møder i skifteretten mv. Landsskatteretten kunne efter gennemgang af fakturaerne mv. i sagen konstatere, at fakturaerne var udstedt med henblik på Gældsstyrelsens betaling for Kammeradvokatens bistand. Retten anførte herefter bl.a., at offentlighedslovens § 27, nr. 1-5, omhandlede dokumenter, der kunne undtages fra aktindsigt begrundet i den funktion, dokumentet varetog, og formålet med offentlighedslovens § 27, nr. 4, var at sikre, at det offentlige på samme måde som en modpart kunne søge sagkyndig vejledning, og det samtidig fremgik af forarbejderne, at betegnelsen “brevveksling" indebar, at ikke blot selve den sagkyndige udtalelse, men også f.eks. processkrifter og andre dokumenter, som den sagkyndige sendte til myndigheden, kunne undtages. Landsskatteretten fandt, at de her omhandlede fakturaer mv. ikke kunne undtages efter offentlighedslovens § 27, nr. 4, da fakturaerne mv. ikke i sig selv var udvekslet til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag burde føres. Ordlyden af bestemmelsen i offentlighedslovens § 27, nr. 4, omtalte således "brevveksling" med sagkyndige, og ordlyden af bestemmelsen tog dermed ikke direkte stilling til, om også den fakturering, som den sagkyndige foretog for den sagkyndige bistand, kunne være omfattet af bestemmelsen. Ordet "brevveksling" indebar efter en naturlig sproglig forståelse dog ikke nødvendigvis, at den sagkyndiges fakturering kunne anses for omfattet af bestemmelsen, og det måtte i den sammenhæng være en betingelse, at funktionen af et dokument skulle tjene den sagkyndige bistand i indholdsmæssig forstand. Da fakturaer mv. vedrørende den ydede sagkyndige bistand måtte anses for dokumenter, som tjente et andet og separat formål i form af afregning af og betaling for den ydede sagkyndige bistand, havde faktureringen ikke en direkte funktion indholdsmæssigt i forhold til den sagkyndige bistand. Retten fandt derfor, at der ikke var holdepunkter for at udstrække bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte den sagkyndiges fakturering, når ordlyden af bestemmelsen ikke direkte talte for det, og formålet med og historikken vedrørende bestemmelsen heller ikke støttede en sådan udlægning. De omhandlede fakturaer mv. kunne således ikke undtages som dokumenter fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 27, nr. 4. Hvis der i de omhandlede fakturaer mv. var oplysninger, der under hensyn til de interesser, som offentlighedslovens § 27, nr. 4, tilsigtede at beskytte, ville disse oplysninger dog konkret kunne undtages efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 5. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling hos Gældsstyrelsen, hvorefter Gældsstyrelsen på ny måtte tage stilling til anmodningen efter reglerne i offentlighedsloven, herunder bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 19-35.

Sagen angik klageberettigelse for en klager, der var kapitalejer i og tidligere direktør i et selskab, H1 ApS, som var under konkurs. Landsskatteretten anførte, at en ejer og leder af et selskab som det klare udgangspunkt ikke havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i en afgørelse vedrørende selskabet, og retten henviste herved til SKM2008.166.ØLR og SKM2022.181.LSR. De omhandlede afgørelser vedrørte H1 ApS under konkurs’ skatte- og momsmæssige forhold og forpligtelser, og afgørelserne angik ikke og havde ikke umiddelbare konsekvenser for klagerens egne skattemæssige forhold eller forpligtelser. Afgørelserne for H1 ApS under konkurs fastlagde således ikke klagerens skattemæssige retstilling, og klagerens interesse i afgørelserne for H1 ApS under konkurs var dermed afledet og indirekte, ligesom afgørelserne i den sammenhæng ikke havde en automatisk eller umiddelbar betydning for klagerens retsstilling i skattemæssig henseende. Særligt for så vidt angik Østre Landsrets dom af 25. januar 2021 i sagen BS-41667/2019-OLR, bemærkede Landsskatteretten, at situationen i sagen for landsretten ikke var sammenlignelig med nærværende situation. I sagen for landsretten var der således tale om, at ejerne af selskabet hæftede direkte for selskabets skatter efter en særbestemmelse herom i selskabsskattelovens § 33, og der var rejst krav over for ejerne om betaling af selskabets skatter, ligesom ejerne samtidig også var mødt med erstatningskrav vedrørende selskabet på andet grundlag. Sådanne særlige forhold og omstændigheder forelå ikke i nærværende situation, og situationerne adskilte sig på den måde afgørende fra hinanden. Der forelå således ikke her en sådan særlig sammenhæng mellem H1 ApS under konkurs’ skatte- og momsmæssige forhold og klagerens egne skattemæssige forhold, der indirekte kunne udgøre en tilstrækkelig kvalificeret og væsentlig retlig interesse for klageren til på dette grundlag at kunne anses for klageberettiget i forhold til afgørelserne for H1 ApS under konkurs. Det forhold, at konkursboet måtte være indforstået med, at klageren for egen regning og risiko klagede over afgørelserne for H1 ApS under konkurs, påvirkede ikke bedømmelsen af klagerens interesse, og det kunne heller ikke i sig selv indebære en sådan særlig sammenhæng mellem H1 ApS under konkurs’ skatte- og momsmæssige forhold og klagerens egne skattemæssige forhold, at det kunne udgøre en tilstrækkelig kvalificeret og væsentlig retlig interesse for klageren til at kunne anses for klageberettiget i forhold til afgørelserne for H1 ApS under konkurs. Retten henviste herved også til SKM2022.181.LSR, hvor en hovedaktionær hverken efter konkurslovens § 137 eller princippet i konkurslovens § 137 kunne indtræde i klagesagen for et selskab under konkurs, hvor konkursboet efter selskabet ikke ønskede at indtræde i klagesagen ved Landsskatteretten, ligesom hovedaktionæren ikke selv kunne anses for klageberettiget i forhold til afgørelsen for selskabet under konkurs.  Landsskatteretten fandt på baggrund heraf, at klageren ikke havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelserne for H1 ApS under konkurs, og klageren var derfor ikke klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 1 pkt. Landsskatteretten afviste herefter klagen.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde nedsat det af klageren angivne iværksætterfradrag uden indskud, jf. etableringskontolovens § 4, stk. 2, fra 2.671.076 kr. til 840.083 kr. og nedsat klagerens forlods afskrivninger med iværksætterkontomidler tilsvarende. Landsskatteretten fandt, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, efter sin ordlyd og forarbejder var afgrænset til personer, der forud for etablering af virksomhed havde foretaget indskud på en konto under ordningen. Retten anførte bl.a., at bestemmelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, var en undtagelse til hovedbestemmelserne i etableringskontoloven om indskud på konto, og ordlyden af bestemmelsen alene omtalte, at fradrag uden indskud skulle behandles efter reglerne for indskud, ligesom retten henviste til, at det samtidig direkte af forarbejderne fremgik, at bestemmelsen alene kunne anvendes af skattepligtige, der forud for etablering af erhvervsvirksomhed havde indskudt midler på en konto. Der var derfor ikke grundlag for en udvidende fortolkning af undtagelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, sådan at denne undtagelse også kunne omfatte situationer, hvor der aldrig havde været foretaget indskud på en konto under ordningen. Retten lagde også vægt på, at ordningen historisk havde været baseret på fradrag for indskud på konto, og at ordningen herefter var udvidet til også at kunne omfatte beløb uden indskud efter etablering af erhvervsvirksomhed, men ikke som et nyt og selvstændigt element uden sammenhæng med reglerne i øvrigt, hvorfor der ikke var grundlag for at forstå bestemmelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, som selvstændigt og uafhængigt af loven i øvrigt at hjemle fradrag. Retten fandt således, at der ikke henset til ordlyden af bestemmelsen, forarbejderne, reglernes formål, historik og indbyrdes sammenhæng var basis for at forstå bestemmelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, sådan, at denne undtagelsesbestemmelse kunne anvendes uden sammenhæng med og uden forudgående indskud på en konto. Da klageren ikke forud for etablering af virksomheden havde foretaget indskud på en iværksætterkonto, var klageren dermed ikke omfattet af personkredsen, og klageren var derfor ikke er berettiget til fradrag uden indskud efter bestemmelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, jf. etableringskontolovens § 1, stk. 1 og 3. Det havde siden 2014 været anført i Den juridiske vejledning, afsnit C.C.2.6.2, at fradrag uden indskud i etableringsåret og de fire efterfølgende indkomstår ikke forudsatte, at der havde været foretaget indskud på en konto inden etableringen. Da ordlyden af bestemmelsen i etableringskontolovens § 4, stk. 2, ikke i sig selv gav støtte for en sådan forståelse, og da lovbemærkningerne til bestemmelsen klart angav, at fradrag uden indskud kun tilkom skattepligtige, der allerede havde foretaget indskud, var udsagnet i Den juridiske vejledning klart ikke i overensstemmelse med det overordnede retsgrundlag. Retten fandt derfor, at udsagnet ikke kunne føre til en anden bedømmelse eller et andet resultat og henviste herved også til SKM2023.146.HR. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte det godkendte fradrag til 0 kr., de godkendte forlods afskrivninger tilsvarende og overlod den talmæssige opgørelse til Skattestyrelsen.

Sagen angik, om udgifter, som selskabet havde afholdt i indkomstårene 2016 og 2017 til udvikling af en digital platform indenfor et bestemt område, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og om selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X.

Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering, at der ved udviklingen af den digitale platform var skabt et fornyende og innovativt produkt, og at de afholdte udgifter hertil var omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1. Der blev henvist til Østre Landsrets dom af 1. september 2023, offentliggjort i SKM2023.448.ØLR.

Landsskatteretten lagde vægt på en syn og skønsrapport, hvoraf fremgik, at skønsmændene vurderede, at selskabets platform i 2015-2018 var videnskabeligt udviklet, herunder på en række områder og funktioner mv., og at dette var nytænkning, nyudvikling og unikt for den pågældende type af platforme. Der var ifølge skønsmændene derfor tale om videnskabelig og teknologisk viden og ikke om rutinemæssig udvikling.

Retten henså endvidere til selskabets beskrivelse af udviklingsprocessen og den digitale platforms funktioner. Herudover lagde retten vægt på, at selskabet havde vundet priser og i 2020 var kåret til en pris pga., at selskabet med den udviklede digitale platform havde skabt en brugervenlig platform, hvilket var en "game-changer", samt at selskabet med data- og feedbackdrevet innovation havde skabt en betydelig vækst. Der blev endelig lagt vægt på, at selskabet havde solgt platformen på licens til en udenlandsk kunde. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet bekræftede, at hverken spørger (Fonden) eller Fondens 100 % ejede holdingselskaber, H1 og H2, skulle anses for skattepligtige til Danmark i relation til udbytte udbetalt fra de fuldt ejede danske datterselskaber (100 % direkte/indirekte ejerskab), H3 og H4, der skulle udloddes til holdingselskaberne og derfra videre til Fonden.

Skatterådet fandt, at de umiddelbare modtagere af udbyttet, H1, der var omfattet af bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet og den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, med stor sandsynlighed kunne anses for retmæssig ejer heraf. Der ville dog altid skulle foretages en vurdering for hver enkelt udbytteudlodning, da spørgsmålet om retmæssig ejer var en transaktionsmæssig vurdering.

Der blev lægt vægt på, at Fonden som udgangspunkt selv ville være berettiget til frafald af kildeskatten efter interne danske skatteregler og den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, såfremt Fonden havde modtaget udbytterne direkte fra de danske selskaber, at Fonden bestod af puljeaktiver, som blev forvaltet af et Managementselskab, der repræsenterede og handlede på vegne af Fonden, og at Fonden havde en bred investorkreds. Managementselskabet havde ingen tilknytning til investorerne i Fonden - med undtagelse af det nordiske børsnoterede selskab, G2, der ejede ca. 12 % af kapitalen i Fonden, og derfor som udgangspunkt selv ville kunne modtage skattefri udbytter, hvis selskabet havde modtaget udbytte direkte fra H3.

Skatterådet bekræftede desuden, at Fonden ikke skulle anses for skattepligtig til Danmark i relation til rentebetalinger/rentetilskrivninger på kontrollerede lån ydet direkte fra Fonden til de 100 % ejede danske selskaber.

Der blev lagt vægt på, at Fonden var skattemæssigt hjemmehørende i et nordisk land og beskyttet af den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, og at beskatningen af renterne skulle frafaldes ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten, hvorved der heller ikke var begrænset skattepligt på rentebetalinger/-tilskrivninger på kontrolleret gæld efter interne danske skatteregler.

Ligningslovens § 3 fandt efter en samlet konkret vurdering ikke anvendelse på udbytteudlodningerne og rentebetalingerne fra de danske selskaber til H2, henholdsvis Fonden, idet formålet med ejerstrukturen vurderedes at være konkret forretningsmæssigt begrundet.

Baggrunden for styresignalet er, at Motorstyrelsen frem til den 20. september 2021 ikke foretog partshøring efter forvaltningslovens § 19 i sager vedrørende værdifastsættelse af brugte motorkøretøjer.

Det kan ikke udelukkes, at afgørelserne i disse sager ville have fået et andet resultat ved gennemførelse af partshøring.

Med dette styresignal gøres der opmærksom på muligheden for at anmode om genoptagelse af afgørelser om værdifastsættelse af brugte motorkøretøjer, der er truffet før den 20. september 2021, og hvor der ikke er foretaget partshøring.

Da gennemførelse af partshøring ikke nødvendigvis ville have ført til en anden værdifastsættelse, skal de afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede selv anmode om genoptagelse. Motorstyrelsen foretager ikke genoptagelse af de omhandlede afgørelser af egen drift.

I dette styresignal fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal vedlægges en anmodning om genoptagelse. Der henvises til afsnit 4 om mulighederne for genoptagelse.

Styresignalet har virkning fra [dato].

Landsskatteretten stadfæstede en af Vurderingsstyrelsen fastsat grundværdi for en ejerlejlighed pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten bemærkede, at retten både havde ret og pligt til at foretage en fuld prøvelse af de faktiske og retlige forhold af den påklagede afgørelse. Retten fandt ud fra en ordlydsfortolkning af den særlige vurderingsnorm for ejerlejligheder, jf. ejendomsvurderingslovens § 19 a, stk. 2, samt efter inddragelse af bemærkningerne til lovforslaget (LFF 2019-11-20 nr. 71) og ministersvar 88 og 94, at det vurderingsfaglige skøn omfattede den standardiserede ejendomsværdi som afsæt for den videre beregning af grundværdien. Ved den videre beregning anvendtes grundværdikurven, som var et statistisk hjælpeværktøj, hvori der ikke indgik et skønselement. Retten kunne derfor i forbindelse med grundværdiprøvelsen efterprøve vurderingsmyndighedens skøn over den standardiserede ejendomsværdi. På baggrund heraf foretog Landsskatteretten en prøvelse af det skøn, som Vurderingsstyrelsen havde udøvet, og fandt på dette grundlag, at grundværdien var fastsat for højt. Da den af Landsskatteretten fastsatte grundværdi ikke medførte en ændring på mere end 20 % i forhold til den påklagede grundværdi, kunne der dog ikke ske nedsættelse af grundværdien, og afgørelsen stadfæstedes.